Jeg har et par spørgsmål, som jeg har tumlet med siden jeg anskaffede min frekvensstyrede luft til vand varmepumpe uden at kunne få svar på dem.
Den 16. februar, hvor udetemperaturen svingede mellem +3 og -5 grader, holdt varmepumpen 12 pauser på tilsammen 6 timer. Afrimningerne ikke medregnet.
Ved disse lave udetemperaturer ville jeg ellers tro, at varmepumpen ville arbejde mest økonomisk ved at køre konstant uden andre stop end afrimningerne.
På den anden side brugte varmepumpen jo ikke strøm i 6 timer, og da fremløbstemperaturen ikke kom over 42-43 grader, så var det måske det mest økonomiske?
Den 3. februar var udetemperaturen omkring -2 grader, og det blæste kraftigt. Derfor lå fremløbstemperaturen i radiatorerne omkring 50 grader for at holde indetemperaturen. Alligevel holdt varmepumpen den dag to pauser på 45 minutter og 30 minutter – altså over en time.
Var det mon også det mest økonomiske?
Da jeg i sin tid købte min frekvensstyrede varmepumpe, oplyste sælgeren, at forskellen på en fremløbstemperatur på 40 grader og 45 grader i radiatorerne på årsbasis ville være omkring 500 kr.
Sælgeren kunne derimod ikke svare på, hvor meget en fremløbstemperatur på 50 grader ville påvirke økonomien.
Frekvensstyret 3-12 kW NIBE F2040 (Luft/Vand) med NIBE VVM indendørs modul.
Installeret november 2013. Opvarmer hus på 180 kvm., fordelt på 2 plan. Primært med radiator, 40-50 kvm med gulvvarme. Huset er bygget i 1946. 50 mm hulmursisolering og 250 mm tagisolering.
Årsforbrug:
6.430 kWh i 2014 (laveste udetemperatur -5)
6.650 kWh i 2015 (laveste udetemperatur -5)
7.083 kWh i 2016 (laveste udetemperatur -9)
6.777 kWh i 2017 (laveste udetemperatur -6)
7.766 kWh i 2018 (laveste udetemperatur -?)
6.770 kWh i 2019 (laveste udetemperatur -?)
6.190 kWh i 2020 (laveste udetemperatur -?)
Før varmepumpen årligt 2300 liter olie.
|